Fedtprocenter
Vælg fedtprocenter med omtanke
Fedtprocenten i hakkekød har stor betydning for, hvad kødet er velegnet til. Det er fx vanskeligt at tilberede en saftig hakkebøf af hakkekød med en fedtprocent på 3-8 %, og omvendt er der ingen grund til at bruge 22 % hakkekød til millionbøf.
En tommelfingerregel kan være at vælge de magre varianter til gryderetter og de lidt federe til stegeretter. Fx bliver en hakkebøf nu engang bedst, når man anvender hakkekød med minimum 15 % fedt. Det skyldes, at fedtet holder på kødets saft og samtidig efterlader luftlommer i kødet, når det smelter.
Og man behøver ikke være bange for det fede hakkekød, for en stor del af det fedt, der er i kødet, bliver stegt af under stegningen, og ønsker man ikke fedtet, skal man bare hælde det af panden, når stegningen er færdig og lade være at anvende det til sauce.
Hvis man ikke ønsker for fede retter, vil det derimod være en god idé at vælge blandt de magre varianter, når man laver gryderetter. Her kan man nemlig ikke altid hælde fedtet fra bagefter, og saucen vil jo sørge for, at kødet ikke bliver tørt, men stadigvæk vil være saftigt.
Facts:
3-8 %
Brug hakkekød med 3-8 %, hvis du vil have den rene og magre kødsmag. Der er ikke noget svind, når du steger kødet, for der er ikke meget fedt, der smelter fra under tilberedningen.
Perfekt til:
Gryderetter, Fedtfattige hakkebøffer, Pariserbøffer.
8-14 %
En hakkebøf bliver saftig og smagfuld, når du laver den af kød med en fedtprocent på 8-14 %. Fedtindholdet smelter under tilberedningen og er med til at give kødet smag og saft.
Perfekt til:
Hakkebøffer, Kødboller, Lasagne.
Max. 22 %
Med hakkekød på max. 22 % får du mest for pengene. Smagen er god, og bøfferne bliver saftige og velsmagende. Fedtet smelter fra under tilberedningen, og derfor bliver bøfferne også mindre, når du steger dem. Så lav dem en smule større end burgerbollerne, når du laver burgerbøffer.
Perfekt til:
Burgerbøffer, Hakkebøffer.